Bekymringer fører til angst. Det er måske en lidt generel påstand, og én der ikke nødvendigvis holder vand. Man hører så tit mennesker der lever længere er dem med det lyse sind og de er generelt mere raske end ikke bekymrende mennesker. Så læser jeg også at mennesker der er for optimistiske negligerer sygdom og problemer og derved bliver endnu sygere og får endnu større problemer, og lever ikke så længe som mennesker der er mere realistiske. Ak ja som det meste her i livet er det ikke et enten eller, men en gylden middelvej.

Nå hvor vil jeg hen med det, jo hvornår går en bekymring over til noget sygeligt, og hvornår er en bekymring sund og hvornår er den sygelig.

Hvad er identitet, det er vel lidt det samme som at være sig selv bekendt, vide hvem man er og hvad man står for, at have et højt selvværd, men det er vel også selvtillid igennem andres anerkendelse, og det at man føler sig betydningsfuld i én eller anden grad.

Jeg så i går aftes ”Den sorte boks” der omhandlede en mand fra Odense, der fængslet, fordi han har planlagt terror mod Danmark. Hans baggrund er at han er dansker, var meget stille i skoletiden, var mest med pigerne, men i puberteten var der ingen steder han følte sig anerkendt. Den psykolog der var med til at kommentere hans livsforløb, var meget inde på han ikke havde fundet sin identitet, og han derfor søgte den i ekstreme miljøer, søgt anerkendelse, søgte noget at stå inde for, et sammenhold, et fællesskab. Han var desuden en person der løj om hans liv, løj fordi han ikke synes han var spændende nok, og ville have andre til at se ham og ville ham. Han led af angst og depression, og havde været indlagt. Det er jo ikke sikkert det er korrekte konklusioner af psykologen, at sige han ikke havde fundet sin identitet, men det hun sagde, satte virkelig mine tanker i gang, fordi for syv sytten, er det ikke det alle mennesker søger, og ønsker, en identitet og anerkendelse og sammenhold. Nu er jeg jo HSP’er og kan på nogle områder virkelig følge hans historie, og der slog det mig hvor meget det betyder at man ikke føler man hører til, og ja hvad det spiller ind på ens selvforståelse og identitet, eller mangel på samme.

Jeg er blevet meget inspireret af en mail jeg fik fra en rigtig god ven. Der var vedkommende inde på det med identitet, og hvem man spejler sig i, de valg man tager, og det med at nogle vilkår gør man måske udvisker sin identitet, eller måske endda slet ikke ved hvad den er, ikke forstår den eller kan aflæse sig selv. Ja så er man jo handikappet i mange ting. Hvor vigtigt det er at finde rollemodeller i ens opvækst som man kan blive inspireret af.

Hvad er identitet, det er vel lidt det samme som at være sig selv bekendt, vide hvem man er og hvad man står for, at have et højt selvværd, men det er vel også selvtillid igennem andres anerkendelse, og det at man føler sig betydningsfuld i én eller anden grad.

Jeg vil gerne lave en lille reklame for mit forum http://annemol.forumup.dk/

Jeg er inde og læse mindst to gange dagligt, og kan garantere at jeg svarer ganske hurtigt når nogen skriver et indlæg derinde. Jeg har oprettet et overordnet emne der hedder debat, som tænkes som et sted man kan skrive nogle holdninger, noget man undres over osv. Det kan være politisk, erfaringsmæssigt, holdningsmæssigt….. Så er mit store ønske at man kan få en fri debat af det emne der lægges ud. Jeg ønsker virkelig så meget at mine hjemmesider er interaktive, og dialogmæssigt.

Jeg vil gerne videregive nogle råd jeg har læst, om hvordan man takler det at være HSP.

Først af alt en forståelse du fra ens egen verden, af hvad det vil sige at være HSP, hvor det skinner igennem i ens eget liv.  Hvad det har af betydning for én selv og ens liv.

Når så det er på plads, vil man også vide hvor ens grænser er i ens liv, og acceptere dem, og måske endda sige dem højt til andre når de bliver overtrådt.

Så skal man være rummelig og acceptere at der sikkert ikke er voldsomt mange andre der oplever vorden som én selv, og at mange der er HSP’er ikke ved de er det. Accepter forskellighederne, og accepter at andre ikke kan forstå det at være HSP’er, og at de måske ikke engang bifalder ens valg og rammesætning for ens liv.

Når man er HSP’er, er det yderst vigtigt at bruge sine kræfter og energi med varsomhed,  og med forståelse af at man ikke har uanede kræfter til det ekstroverte liv som man jo langt stykke hen af vejen lever, så husk pauser, husk stilhed, husk fordybelse, husk alene tid husk at træf de gode valg for DIG.

Så sidst men ikke mindst, så forstå de gode sider, de spændende sider, de udviklende sider, de kærlige sider, de empatiske, de rummelige, de spændende sider man har som HSP’er og dyrk også dem.

(kilde Lise August, men let redigeret)

Hvor er jeg dog uendelig træt af min krop og dens reaktioner. Jeg synes jeg er kommet langt i mit hoved, jeg synes ikke jeg bliver grebet så meget af angst, panik og generaliseret angst, men så alligevel har jeg nu oplevet nogle gange hvordan der kommer panik i kroppen og en anelse i tankerne fordi jeg SKAL noget af det der giver angst, ikke det store, men nok til jeg får alle de reaktioner. Jeg er jo i den heldige situation at jeg har nogle piller liggende jeg kan tage når jeg skal noget der giver angst, og som sådan er jeg jo dækket helt ind, men så alligevel kommer den skide stress angst, hold op det et trættende.

Det var følelserne der talte i det jeg skrev ovenover. Jeg ved jo godt i mit hoved at det ikke er til at ændre kroppens reaktionsmønster, det kan halte efter langt efter at man selv i tankerne altså bevidstheden er blevet bedre, til at det forplanter sig til kroppen, den har jo ret beset heller aldrig kendt til andet end alle de dumme reaktioner. Jeg ved også godt fornuftsmæssigt at som HSP’er er jeg ved at være godt og grundigt overloadet af en lang og meget arbejdsom måned, og med mange ekstra arrangementer, møder, sociale ting, og en masse jeg skal afslutte og evaluerer på. Som HSP’er bliver man så generelt set mere hudløs, og man bliver langt hurtigere stresset og overloadet. Nu sker der så det andet dumme kropsmæssigt at når jeg har det sådan går det ud over nattesøvnen og også hvor sundt jeg spiser, maden kan jeg selv regulerer resten kan jeg ikke. Nej jeg trænger til ferie, og heldigvis er det ikke som i mine yngre dage, hvor jeg var så overloadet at ferien blev totalt smadret af stress, angst og depression. Heldigvis har jeg fundet en sundere og bedre balance i mit liv, igennem bevidstheder, bearbejdninger, åbenhed, at studerer bøger og artikler ikke mindst (måske) min medicin.

Her er et link til et spørgeskema der afdækker om man er HSP:

http://www.femina.dk/Dig%20og%20dit%20liv/Test_dig_selv/1024-er-du-indadvendt.aspx?intcmp=RSS

Det har været en uge med regn morgen, middag, aften, nat hele tiden tungt vådt, koldt, klamt, mørkt vejr. Det er da lige til at blive træt og tung af selv. Jeg tror de fleste voksne ikke er specielt glæde for regn, jeg vil så sige at når det er sådan, er det ekstra morsomt at opleve andre der er glade for regn. Børnene der hopper ned  i en stor mudderpøl, og alle de gode ting de kan finde på, og hvor de dog bliver våde og beskidte, det er da solstrejf i en regnvåd dag. I dag oplevede jeg også en anden ting og det var at være på vej hjem fra arbejde i silende regn, og så går der en dame ludende, men hun holder en hund i snor, og den hund er den mest glade hund jeg længe har set, halen piskede på den som en tandet piskeris, den dansede og hoppede af sted, og den var bare så komisk at se på, en gadekryds kortbenet lang og med de længste ører jeg længe har set. Det her kan være en case på at man som menneske skal kunne have øje for de små sjove ting der sker rundt om een, man skal kunne gribes af andres glæde, og man skal kunne abstraherer fra ens egen sindsstemning.

Mismod, det er egentlig et underligt ord.

Jeg tænker her på den tilstand hvor man bliver overtaget af mismod i tanker og handling, når man ikke kan overskue ting, når man synes alt er tungt, trist og svært, når man ikke sover så godt, ikke spiser så godt, ikke har lyst til det man plejer. Her tænker jeg ikke på en depression som sådan selvom de måske læner sig op af hinanden. Den tilstand med mismod synes jeg rangerer lige under det som jeg har udnævnt som dem måske mest opædende tilstand nemlig GAD (Generaliseret angst). Det er når det lægger sig som en tung dyne over ens dag, liv, opfattelser, oplevelser, måde at leve på og den måde man sanser.  Den tilstand synes jeg kan komme indimellem, og noget der er kommet med alderen, hvor livet ændre sig for én på flere måder. Her tænker jeg ikke som sådan på noget fysisk og personligt, men mere generelt omkring livet og det at være menneske og hvordan intet kan tages for givet, og at der er en udløbsdato for os alle, og omkring livskvalitet, valg og alt derimellem, altså mere noget om livsforhold.

Jeg har læst nogle råd til at nedbringe angstniveauet og jer får du kære læser dem i forkortet og redigeret udgave. Accept at det der er og ikke frygte det der kommer, kan sænke angstniveauet. Visse drikke fremmer angsten og det er alkohol, cola og kaffe primært, Er man dehydreret stiger angstniveauet, så husk at drikke vand. Vejrtrækningen kan være med til at fremme angsten hvis den er hurtig og overfladisk. Stilhed fremmer et lavere angstniveau, selvom man ikke lige tænker det, for støj kan stresse mere end godt er. Motion er godt og mod angst da det fremmer de gode signalstoffer. For mange synsindtryk for eksempel igennem tv og computer kan også fremme angsten.

Har lige siddet og læst omkring en deltager til dans deller af (en udsendelse over tv 2 hvor overvægtige danser og efterhånden bliver stemt ud). Der er en overvægtig deltager er fortæller at hun i mange år er gået ved psykolog fordi hun har et lavt selvværd osv., og det er medvirkende til hun var overvægtig.  Nu var hun så med i det program hvor hun skulle danse, have diætist på, motionerer osv., og det havde ikke kun gjort hun havde tabt sig meget men havde givet hende et meget bedre selvværd, også fordi hendes tynde dansepartner roste hende meget, og fremdrog hendes fortrin J Ergo havde en måneds dans haft overvældende resultat og psykologtimerne yderst begrænset. Det kan jeg godt sætte mig ind i, nej ikke konceptet med udsendelsen, men det med at hun vel ved psykologen skulle snakke problemer tanker osv., men her skulle hun danse, og det gjorde hende glad, hun handlede og der kom resultater. Jeg tror ikke man kan underkende motion. Jeg bruger det selv dagligt, men også når jeg har noget at spekulerer over, er nervøs osv., så bruger jeg det at motionerer eller bare gå en tur, og det har helt klart en forløsende virkning på krop og tanker.

Jeg har nævnt det før, og nævner det igen. Hold da op en voldsom oplevelse med forår, alle de farver, dufte, lyde, og alle de sanseindtryk, og det minder mig om dengang jeg var i en længerevarende depression, kom på antidepressiv medicin, og pludselige en dag var alt forandret, sæben duftede, fuglene pippede, jeg fornemmede varme, kulde og smagen af maden, farverne på tøjet, og det var ikke skræmmende eller uoverskueligt blot insisterende, detaljeret og nuanceret. På sammen måde er foråret i al sin vælde og i al sin genopståen, et under at man kan gå fra vinteren til det her orgie af liv i natuen.

 Når man ikke har nogen at støtte sig til/læne sig op af, er det godt at have noget at støtte sig til/læne sig op af.

Her mener jeg når livet er svært, tungt, eller problematisk. Der er det godt at have gode venner, familie og andre nære, forestiller jeg mig. Hvis man ikke har det så vil jeg gå så langt at sige at så er diverse psykofarmaka gode at have.  De er udskældte, de har masser af ry og ods imod sig. Selvfølgelig burde de ikke stå alene, eller blive en sovepude osv., men hvor galt er det at have dem når de virkelig kan gøre en forskel, hjælpe, give livskvalitet, og gøre én sundere på krop og sjæl. Nej så synes jeg nok jeg kender svaret, selvfølgelig kan man bruge dem for at få det bedre.

Skal man tage dem, mener jeg kun det er når man ikke selv kan, og ikke har kunnet gøre en forskel over en tid.

Ærlighed, er en god ting, en ting der forpligter også. Jeg mener bestemt man skal være ærlig, men jeg synes man i ærlighedens hellige navn glemmer at være taktfuld ofte. Det med at sårer andre, det med at give andre problemer og uro. Jeg vil gerne appellere  til at man er ærlig, men også taktfuld.

At leve autentisk handler meget om at man ved hvad man har brug for mest af alt, og hvad der giver én personlig mening i livet.

Hvad man har brug for, der mener jeg  i forhold til at kunne stoppe op og mærke om man er træt, har brug for udfordringer, må melde til eller fra osv. helt uden at tage hensyn til hvad andre tænker om én om det er upraktisk eller andet. Jeg tror alle måske ved hvad de har lyst til, og måske endda gør det, men for mig at se er det ikke det der gør én autentisk, eller glad. Man skal være sin egen kærlige forældre der kan se og sige når noget skal gøres, ikke gøre, ændres, understøttes osv.

Hvad giver mening her i livet, det lyder enkelt, det er svært og så bliver det helt enkelt alligevel.

Intet er så skidt det ikke er godt for noget.

Det ordsprog kender vi vist alle.

Jeg har taget det til mig, som ung synes jeg ikke det passede, men der var ting jo også meget mere sort hvidt, set ud fra en selv altså.

Jeg synes der er visdom i det udtryk, netop. Hvis man kan og det ikke er voldsomme ting man står i, så giver det god mening, giver flere vinkler på, giver mere positivt syn, giver nuancer.

Man kan selvfølgelig godt stå i at ting der er så store voldsomme at man synes det er en hån at bruge det udtryk, og bare sårende og trættende. Der kan også være ting hvor det er svært og måske umuligt at se det, men i de små, så vil den sætning gøre man tager lettere på ting, og man forstår mere og bedre og kan komme videre, og ikke være ærgerlig, sur, vred, flov……

Jeg vil gerne skrive lidt mere i forlængelse af sidste uges indlæg, og her med fokus på det at være der for andre og det at give andre, og det med udspring i manglende social retfærdighed.

Der er så meget snak om en mand som Kurt Westergård, som påberåber sig af at være manden der vil gå i korstog for demokratiet (for mig at se handler det absolut ikke om demokrati, for med det er også at man har respekt for andre, og man ikke provokerer, altså med omtanke, og ansvar), sådan en provokatør, får al den støtte moralsk og praktisk, mens Fru.  Jensen som har været så uheldig at falde for en psykopat, ikke kan få den mindste støtte eller hjælp mod psykopaten, men må selv gå alene med det.

Den kendte kone der er anklaget for kokain køb, bliver pakket ind i vat, og navneforbud, imens alle andre ikke kan påberåbe sig af den(den uskyldige mordanklaget for eksempel).

Hvad med de kendte og kongelige der har masser masser af penge, de får gratis sponsorerede ting, alt mellem himmel og jord, imens en der arbejder meget, og aldrig klager men lever det stille liv, aldrig får nogen hjælp.

Jeg er ikke jaloux på de kongelige og kendte så langt fra, de bærer også en stor pris, men jeg mener bare at det kunne være godt om der var bare lidt mindre snobberi og lidt mere af ægte generøsitet med timer, med sig selv, med penge med…. Jeg mener hvor mange udfører noget anonymt. Igen, jeg vil så gerne stå til rådighed for andre, med den jeg er, og med mine erfaringer, og mit overskud, men jeg tror jeg er blevet druknet i det at jeg er for anonym. Jeg har ikke meget, men det jeg har af min person deler jeg glad og gerne, med taknemlighed og med ydmyghed med andre, igennem internettet, men man lader mig gøre det.

Jeg vi lige skrive lidt om det med at være kendt contra ikke at være det. Nu vil jeg lige pointere at jeg ikke vil og aldrig har ønsket at være kendt, ikke engang som lille pige ville jeg  være prinsesse. Det har altid stået for mig som meget skræmmende at blive alle mands eje. Jeg hylder det at være in cognito, altså en ingen ved hvem jeg er. Jeg har et liv med min familie og med et arbejde. Familien kender godt den side af mig som er her, men de går ikke rigtig op i det. Vi snakker aldrig om det, eller om den person jeg også er med mine kampe erfaringer osv., så de går ikke tæt på og det gør jeg så heller ikke. Så er det mit arbejde hvor jeg slet ikke er kendt for det her, de aner ikke jeg har et liv herinde, og alle de ting jeg bokser med, og har erfaring med. På den måde møder jeg ingen der går i dialog med mig om det.

For år tilbage startede jeg med min angstside, dog efter et års tid meget aktiv i angstforeningen, og med at oprette/danne angstgrupper, der snakkede jeg meget angst, stress, depression osv. Da jeg lavede et forum var der liv og glade dage, masser af snak og masser af ping pong skriverier. Da jeg så fik min egen hjemmeside, var der også rigtig travlt, og igen masser af kontakter, rigtig mange fra medierne også, både den skrevne uge og dagblade, og fra radioen og fjernsynet. Jeg vil gerne være en ukendt person, så jeg takkede nej.

Stadigvæk var der rigtig mange inde på min angsthjemmeside, og forum’et, det var lige mig igen fordi jeg ikke vil være kendt, men meget gerne vil stå til rådighed og gå i dialog.

Nu vil jeg så sige de sidste tjae 4-5 år, har der været rigtig stille på mine hjemmesider, og det er jeg ærlig talt rigtig ked af. Jeg ved ikke hvorfor, om det er fordi folk bruger andre medier eller hvad. Om det er min facon.

Jeg vil sige i stille stunder kan det godt gøre mig noget nedtrykt, og jeg føler at den side af mig, ikke kan bruges mere, men jeg kan intet stille op. Hvis jeg dengang havde takket ja til medierne, tror jeg at jeg i dag havde en masse kontakter, at mine hjemmesider var meget levende, og på den måde havde jeg fået en masse forærende.

Undskyld stregen forneden, jeg kan ikke lige finde ud af at slette den.

Jeg tror rigtig meget af angste, depressive osv. problemer opstår i hjernen.  Da jeg kom ud af mine mange års depressioner, opdagede jeg også hvordan den opstod, de ting jeg begyndte at sige til mig selv, og hvilken psykisk effekt de tanker fik for mig. De var ikke sande, ikke så sande som jeg gjorde dem til som jeg tillagde dem.

Et konkret eksempel på det var at jeg kunne starte med at sige, jeg har skuffet mine forældre, jeg er en fiasko. Der var og er en lille sandhed i det, men der er jo også voldsomt mange andre vinkler til det, men fordi det blev de to sætninger der blev gentaget i det uendelige så blev de sandheden den eviggyldige snævre blinde sandhed. Jeg kan stadigvæk opleve ting hvor de tanker dukker op, og så kan jeg tænke dem, men jeg dvæler ikke ved dem mere. De tanker kan ikke mere knække mig, og igen de er ikke sandheden.

Sidste uge var omkring det at følelser er rene, ægte osv., nu vil jeg fortsætte med tanker, at de så langt fra er rene og ægte.

Ord, skaber virkelighed er det sagt, modsat at følelser åbenbart ikke skaber virkelighed.

Det er så sandt som det er sagt, hedder det også.

Mig der faktisk lever stort set kun oppe i hjernen og ikke med følelserne, siger så alligevel nej tankerne er meget ofte bluff.

Er en ting sagt længe nok, er en ting gentaget nok gange, jo mere en sætning, ord, linjer….. siges, jo rigtigere bliver/føles de. For at blive lidt fjollet, kan man jo blive ved med at sige til sig selv at man tror man er af en anden politisk overbevisning end man rent faktisk er, og jo mere man tænker over den anden modsatte politiske parti, jo mere man sætter sig ind i det, jo mere tror man jo på det, og til sidst er det sandheden, tro mig, prøv det bare. 

Det samme med alle de der millioner af ord og tanker, alle de ubevidste sætninger vi siger, indre dialoger og monologer vi måske endda slet ikke sanser, jo mere former de os, uagtet det måske slet ikke passer.

Fortsættes næste gang